Turforslag med bus 

Nordtur


Vi starter fra Svaneke klokken 9.00 og kører op langs kysten, igennem fiskerlejerne Listed og Bølshavn forbi bautasten samlingen ”Hellig Kvinde” og videre op ad Ypnasted bakken (Bornholms drøjeste bakke) til Østerlars Rundkirke. Der er den største og ældste af Bornholms fire rundkirker.
Turen fortsætter mod Stammershalle, og kommer igennem Tejn og Sandkås, til tvillingebyerne Allinge-Sandvig. Vi kører forbi Hammersøen/opalsøen og videre op til Hammershus, som er Nordeuropas største borgruin og Bornholms mest besøgte seværdighed.
Det er muligt at blive sat af ved opalsøen, der tidligere fungerede som granitbrud. Bruddets klippesider er blevet forvandlet til fuglefjeld, hvor blandt andet måger ruger på afsatserne. Man kan eventuelt spadsere rundt om bruddet eller langs kysten op til Hammershus. Der er en god mulighed for at nyde den medbragte madpakke i det fri.
Turen kører videre igennem Slotslyngen til Helligdomsklipperne, et af Bornholms mest storslåede klippepartier, hvor vi kigger på klipperne, samt får lejlighed til at prøve at kravle ind i den Sorte Gryde, en ca. 65 m dyb grotte.

Hvis vejret tillader det, er der mulighed for at turen fra Helligdomsklipperne til Gudhjem kan sejles med båden ”THOR”. På Sejlturen passeres nogle af de fantastiske klippepartier på Bornholm.
Vi slutter turen i Gudhjem, hvor vi går en tur ned ad de stejle gader. Gudhjem er Danmarks eneste bjergby bygget i klippefyldt terræn fra skærgården og op ad det 48 meter høje bjergmassiv Bokul. Fra toppen af Bokul er der en fantastisk udsigt over byen, de røde tage, havnen og havet.
På Nordtur kan I derudover ønske at booke en aktivitet fx guidet tur v Hammershus, Moseløkken granitbrud, aktiviteter fra ourdoor Bornholm, aktiviteter fra Actiontour eller naturepark. Giv os besked så booker vi for jer.
Hjemkomst ca. 16.30
 

Sydtur


Vi starter fra Svaneke kl. 9.00 og kører sydpå langs kysten, igennem fiskerlejet Årsdale til Paradisbakkerne (Ibsker Højlyng) hvor vi spadserer fra Kodalen til den berømte Rokkesten (ca. 25 tons) og evt. videre til ”Fjælstauan”, Danmarks første vandrerhjem, stiftet af rektor Hartvig Møller fra Gammel Hellerup Gymnasium, i dag privat sommerhus, til Lisegård hvor bussen venter. Turen gennem paradisbakkerne varer ca. 1 time.
Derefter går turen til Nexø, Bornholms næststørste by ca. 3500 indbyggere) Her ser vi blandt andet på de svenske træhuse, skænket af den Svenske Stat efter det russiske bombardement i 1945, samt Nexø´s store moderne fiskerihavn. 
Dernæst går turen videre forbi Balka Strand, igennem fiskerlejet Snogebæk til Dueodde, Bornholms sydligste punkt. Ankomst ca. kl. 11.00. Ved Dueodde går vi til stranden og klitterne (op til 15 m høje) som er noget af det hvideste og mest finkornede sand i Europa. Ved Dueodde er der mulighed for at spise den medbragte mad i det fri.
Ca. kl. 12.30 fortsættes turen over Pedersker til Aakirkeby, Bornholm tredje største by med ca. 2000 indbyggere, forbi Aakirke, Bornholms største og ældste kirke fra ca. 1150. Her er det muligt at vælge Natur Bornholm som stop. Natur Bornholm er et oplevelsescenter, der viser Bornholms skabelse. Fra rødglødende lava til den frodige og grønne Solskinsø, som vi kender i dag. Ellers går turen videre til Rønne, Bornholms største by, ca. 15000 indbyggere, hvor der så er 1 ½ time på egen hånd. Rønne udgår af programmet hvis Natur Bornholm vælges til.
Derefter køres til Almindingen, Danmark tredje største statsskov, ca. 3800 ha, hvor vi besøger Rytterknægten, Bornholms højeste punkt 162 meter over havet, samt Ekkodalen, Bornholms største sprækkedal. Derefter går turen hjemad igennem Østermarie til Svaneke.
På sydtur kan I derudover ønske at booke en aktivitet fx guide på naturbornholm eller bornholmertårnet m guide. Giv os besked så booker vi for jer.
Hjemkomst ca. kl. 16.30.

Rutinerede chauffører fortæller og vejleder på turen. Evt. ændringer eller specielle ønsker kan aftales med chaufføren. NB! Ret til ændringer forbeholdes.
 

Turforslag

Gåture, hvor vi kører jer ud og I går hjem, eller omvendt.
 
Saltuna – Svaneke 
Vi kører jer til Saltuna derfra går I til Svaneke langs med klippekysten, hvor I blandt andet kommer forbi Randkløve Skår. Det kan man kravle ned igennem. I går videre til Ypnasted, et mindre fiskeleje, videre til Bølshavn. Derfra til Listed, hvor I kommer forbi hellig kvinde og hendes børn, en samling bautasten der står oven på en lille røse, derfra videre på klipperne til Svaneke. 
 
Svaneke – Nexø 
I går ned til fyret der ligger lige ved Vandrerhjemmet, går til højre til Frennehavn, hvor der findes rester fra fiskeboder fra middelalderen, videre til Grisby med to små naturlige havne. Der er gravet meget årsdalegrus der hvor der er hesteløkker i dag. Derfra til det lille hyggelige fiskeleje hvor I kan smage Bornholms bedste røgede sild. Derfra går I videre, (stadig helt ude ved vandet) til Nexø. På turen kommer I forbi flere skanser. En utrolig flot tur. Vi har udførlig beskrivelse som I får med på turen. (Dette gælder alle ture) Vi henter jer i Nexø, eller I kan tage den offentlige bus hjem. 

Jons Kapel – Sandvig 
Vi kører jer til Jons Kapel hvor I går langs med kysten til Vang, hvor I går på broen over Vang stenbrud, hvor man sprængte sten til Storebæltsbroen. Videre til Hammershus, derfra til Hammerhavn. Fra Hammerhavn går I til højre ca. 100 m ind i landet hvor I kommer til Opalsøen, derfra kravler I op ad stien der går til højre om Opalsøen til Hammerfyret, derfra ned til kysten igen som I følger til parkeringspladsen ved bølgebadet, hvor vi henter jer igen. 

Østerlars Kirke – Helligdommen 
Vi kører jer til Østerlars Kirke, derfra går I langs Kobbeåen hvor I kommer forbi Stavehøl Vandfald. Det ligger ca. 2 km fra kysten hvor vandet falder ca. 6 meter ned. Et flot syn, når der er meget vand i åen. I går videre ned til kysten. Derfra går I til Melsted, hvor der er mulighed for at se vores arbejdende Landbrugs Museum. (Fri entre for skoleklasser) Derefter går I langs kysten til Gudhjem. 
Fra Gudhjem sejler I med båden THOR til Helligdommen. Derfra går I op til kunstmuseet, hvor vi henter jer. 

Svaneke By – Brændesgårdshaven  
Svaneke er Danmarks mindste købstad, en smuk lille by hvor lokalbefolkningen gør meget ud af at alt ser pænt ud. De sætter en ære i at holde deres huse. (Har man ikke malet eller kalket sit hus inden pinse bliver man betragtet som en underlig snegl) I Svaneke findes der meget kunsthåndværk, såsom keramik, glaspusteri, antik, tekstil, læderarbejde, silderøgeri og bolsjekogeri. Når I har set Svaneke kan I gå en tur op til Brændesgårdshaven, en forlystelsespark med vandland m.m. (Se brochure) Alle forlystelser er medregnet i entreprisen. Derfra går I hjem igen, eller vi kan hente jer hvis I har lyst til det. Der er ca. 3 km fra byen til Brændesgårdshaven. 

Hvis i vil udforske øen på egen hånd kan i leje cykler, vi skal nok være behjælpelige med ruter osv.
Er der andre ting i kunne tænke så ring til os, vi klarer det hele.